Den følgende artikel stammer fra en pjece, skrevet i 1916 og udgivet af ’Ungdoms-forening for dansk militærmusik’. Pjecen er udgivet for de midler som foreningen ef- terlod sig ved dens opløsning. Foreningen havde til formål - gennem frivillige bidrag over hele landet - at forbedre den reducerede militærmusik. Midlerne forvaltedes af overretssagfører Moltke-Leth, premierløjtnant og kammerjunker Harding Sonne (senere chef for Hærens Musiktilsyn) samt stabstrompeter Mads Merrild.

Forfatteren Charles Kjerulf er født i København den 22. marts 1858. Han var fra 1886 tilknyttet 'Politiken' som musikkritiker. Han var medstifter af Dansk Tonekunstner Forening og Dansk Solistforbund. Kjerulf var en populær og produktiv revykomponist. Men Charles Kjerulf komponerede også en del scenemusik og flere operetter. Også marcher og militærmusik skrev han - ofte under pseudonymet Jens Kok. Således det engang meget populære soldaterpotpourri 'I Kantonnement'.

Udtrykket 'den reducerede militærmusik' henviser til beslutningen i 1909 om at nedlægge alle militære musikkorps udenfor Livgarden med virkning fra 1. april 1911. I løbet af marts måned 1911 gav musikkorpsene vemodige afskedskoncerter over hele landet. Og så alligevel - den 1. april 1911, da afskedigelserne faktisk var trådt i kraft - udsendte krigsministeriet et telegram til alle musikere. Afskedigelserne var annulleret og dansk militærmusik var reddet i sidste øjeblik. Nedskæringer slap man dog ikke for. De 10 regimentsmusikkorps blev skåret fra 18-20 musikere ned til 9 musikere + 3 reservemusikere (løst ansatte musikere der kun måtte spille inden for bygrænsen af garnisonen) - altså 9-12 mand, som man så kunne supplere med et antal musikalske værnepligtige soldater, hvis man var så heldig at finde sådan nogle. Rytteriet og artilleriet måtte dog nøjes med de 9 faste musikere. Det samme måtte Marinens Musikkorps.

Artiklen er interessant, fordi den giver en prosaskribents og musikkritikers syn på militærmusikken og dens historie. Men også fordi den med al tydelighed fortæller, at militærmusikken til langt ind i det 20. århundrede i høj grad var brugs- og funktionsmusik. Da pjecen er fra 1916, rummer den ikke den endelige katastrofe i 1932 - nedlæggelsen af alle musikkorpsene uden for Livgarden. Tidens grammatik og stavemåder er bibeholdt, og fotos er tilføjet af red.

Dansk Militærmusik - som den var - som den er - og som den burde være!

- af Charles Kjerulf

Byer og Befolkning i Danmark - ikke mindst København og dens Beboere - har i de senere Aar paa mangfoldig Vis lært at skønne paa og i deres Fremtidsplaner at tage vare paa Hensynet til Skønhed og Hygge, til alt hvad der foruden at gavne og nytte ogsaa kan glæde og fornøje. En smuk og festlig By giver tilfredse og lykkelige Borgere. Ingensinde mere end nu synes denne Sandhed at blive forstaaet og slaaet fast. Ord som 'Skønvirke”, Bevægelser som den for 'Bedre Byggeskik', Foreninger som den store og fortræffelige til 'Hovedstadens Forskønnelse', bærer noksom Vidnesbyrd derom.

Men hvorfor skal en Sans, Synet, særlig foretrækkes, hvor det til syvende og sidst gælder at glæde hele Mennesket med alle dets Sanser? Hvorfor skal eksempelvis Hørelsen være Stedbarn?

Er Trangen til noget skønt og opmuntrende for Øret ikke lige saa stor som Øjets Lyst til og Behag ved Skønhed, Harmoni og Liv? Ganske sikkert. Ja, naar det kommer til Stykket, har det høreværdige, Ørets Stimulans og Glæde, Musiken, vel nok saa megen Indflydelse paa Mennesket - det være sig høj eller lav, dannet eller udannet, begavet eller indskrænket, i Sorg eller Fryd - som det seværdige, det, der fryder Øjet.

Men den Musik, der indgaar som en virkelig Faktor i Byens og Befolkningens pulserende Liv, er i allerførste Række, ja, maaske udelukkende Militærmusiken. Populære Koncerter i en Sal eller inde i Park kan være fortræffelige i deres Art, men de er ikke afgørende for Byens og Beboernes Fysiognomi, er ikke den Luft, vi daglig indaander, ikke det Brød, vi alle nyder som Hverdagskost. Nej, se en Gang Vagtparaden trække op... og man er ikke i Tvivl om, hvorledes det forholder sig. Der er der, Tampen brænder.

Naar de blanke Instrumenter sætter i, og de raske Marche-Toner gjalder mellem Husrækkerne, saa se paa den Trylle-Virkning, de øver: Grossereren i sin Pels, Arbejderen i sin Bluse, Modedamen i sin Indpakning af Pelsværk, Sypigen i sin stumpede Jaket, Lapsene og Sjoverne, Studenten og Professoren, Læredrengen og Latinskoleeleven ... alle lytter de med glade Miner til de smukke Melodier i den klare Luft. De maa staa stille - ja, maa vende om og følge med, enten de har Tid eller ej - for et Øjeblik glemmer enhver at tænke paa sig selv og sit eget. Og alle de gamle Soldater, der er i Følget, slaar uvilkaarligt over i Trit og marcherer med, helt ud til Amalienborg eller Kastellet, hvorhen det nu er Rejsen gælder.

Og Soldaterne selv, mens de endnu er i Klæderne. Ja, jeg er vis paa, at ikke en eneste dansk, der har aftjent sin militære Værnepligt, vilde være med til at afskaffe, til at undvære Militærmusiken. Ikke for aldrig det. Alene at tænke den Tanke ud vil næsten være umulig for enhver, der har været Soldat.

Hvad jeg en Gang har sagt om 'Den tapre Landsoldat' kan for den Sags Skyld siges om al Militær-Musik under Marche. Jeg taler her af egen personlig Erfaring. Naar vi trætte og mødige travede hen ad en støvet Landevej i brændende Midsommerhede, eller Foden ved hvert Skridt gled ud i Pløret og en Skyldregn gennemblødte os lige til Skindet, naar saa Bataillonsmusiken pludselig satte i - helst med en af vore gode, gamle Fædrelandssange - da var det, som om Blodet med et eneste Stempelslag blev drevet op i Kinderne - der rislede som en elektrisk Strøm gennem vor Ryg og rettede den sammensunkne Krop i Vejret, Geværet tyngede ikke mere paa Skulderen, og Tornystren trykkede ikke mere paa Ryggen, mens vi alle af fuld Hals gav os til at synge - ingen, selv den, der ikke havde en Tone i Livet, kunde lade være at prøve paa at juble med.

At berøve Soldaterne deres Musik er næsten som at give dem alle sammen sort Kokarde eller mørk Arrest. Det er som at tage Tilliden, ja, Humøret og Livsglæden fra dem. Lad gaa, at bydende militær Nødvendighed berøver Soldateruniformerne de stærke, muntre Farver og de blanke Knapper og sætter et ensformig graat i Stedet. Men ogsaa at berøve dem Ørets Glæde er meningsløst, ja, Synd. Selv om Tendensen i den store frygtelige Krig for Tiden gaar ud paa at afskaffe al mere eller mindre uværdig Stimulans - Franskmændenes røde Bukser og Russernes Brændevin - og selv om Fanatikere kan præke mod at spille op til Myrderi - under de anstrængende Marcher, under de lange Ophold i faste Stillinger, og navnlig under Hvile og Re­kreation kan ingen Hær i Længden undvære Musiken. Allermindst vi her hjemme, der har Fred for Tiden, men Masser af Indkaldte (sikringsstyrken - red.), der med megen Selvopofrelse efter en stor Maalestok maa hellige sig til militær Øvelse, Forberedelse, Vagt og Hvile.

Det er blevet sagt, at vi ikke havde Raad til at holde anstændig Militær-Musik. Det var Luksus - slet og ret. Aldeles forkert. Vi har tværtimod ikke Raad til at undvære anstændig Militær-Musik - allermindst for Øjeblikket. Den er en bydende Nødvendighed. Og det mærkelige er - som nu skal ses - at saa vist som et Land er repræsenteret ved sin Rigsdag, saa vist er der ikke en eneste Rigsdagsmand - i hvert Fald kun et rent forsvindende Mindretal - der for Alvor vilde modsætte sig en rimelig og retfærdig Ordning af Militær-Musikens Forhold. Men der er gaaet Politik i Spørgsmaalet - ­det har hæmmet og vil fremdeles i høj Grad vanskeliggøre dets Løsning.

Det gamle Grundlag for vort Militær-Væsen var Hærloven af 1867. Ifølge denne talte Hærens samlede Musiker-Bestand 339 Mand, hvoraf Livgarden havde 43 Mand, de ti Fodfolksregimenter 200 Mand, altsaa 20 Mand pr. Regiment, medens Resten var fordelt paa Rytteriet (50), Feltartilleriet & Trainet (27), Fæstningsartilleriregimentet (8), Kystartilleribataillonen (4) og Ingeniørregimentet (7).

Næste Gang, der rørtes ved Hærens Musikkorps, var ved Loven af 25. Juli 1880, der kun fremtraadte som et Tillæg til den foran nævnte. Militærmusikernes Antal forringedes da ogsaa kun i meget ringe Grad, ialt kun med 7, og baade Livgarden, Infanteriet og Rytteriet beholdt nøjagtigt deres gamle Antal Musikere. Men der fandt paa mange andre Maader saa mange Omdannelser Sted (Reservebataillonerne omdannedes til Linjebatailloner, Halvbrigaderne formeredes som Regimenter m.m.), saa at man i hvert Fald led et trist og uerstatteligt Tab: Brigademusiken ophævedes.

Selv om Hærens samlede Musikerbestand i de kommende Aar ikke direkte anfægtedes af den militære Lovgivning, fik den dog indirekte baade i musikalsk og økonomisk Henseende stadig daarligere Vilkaar, men dette var dog for intet at regne, da Dommedags-Slaget, det rene Ragnarok kom med Loven om Hærens Ordning af 30. September 1909. Det var simpelt hen den danske Militærmusiks Aflivelse og Ligbegængelse, som denne Lovs Paragraffer 170 til 174 inkl. sammenholdt med Overgangsbestemmelserne i § 234 tilsigtede og iværksatte.

Kun Livgarden beholdt sine 43 Mand ubeskaaret og i Live. Alle de andre Musikere sabledes ned med Undtagelse af 3 Overhornblæsere og 7 Hornblæsere ved Infanteriet, 4 ved Rytteriet, 5 ved Artilleriet (fordelt paa baade Felt-, Kyst- og Fæstningsartilleri!). Ialt skaanedes saaledes 19 Mand udenfor Garden, medens 277 (!) maatte række Hals. Det samlede Musiker-Antal gik fra 339 ned til 62, men Udgiften ganske vist ogsaa fra 415,000 Kr. til 75,000 Kr.

Det viste sig tydeligt nok under Debatten, at der i Virkeligheden ikke var nogen, der for Alvor vilde Militærmusiken som saadan til Livs. Men Musiken blev brugt (eller man tør nok sige: misbrugt) i Politikens Tjeneste. Den var af en eller anden snedigt regnende Hjærne blevet udset til at være et Slags "Prügelknabe" ved denne Lejlighed, hvor der blev handlet og købslaaet. Og Musiken kom - enten den vilde eller ej - til at betale Gildet, i hvert Fald sin Part af det.

For de Penge, der sparedes paa Musiken, fik Militær-Vennerne andet og mere, der laa dem endnu mere paa Hjertet og var dem endnu vigtigere - trøstende sig med, at Musiken klarede sig nok alligevel - den kunde, den vilde jo til syvende og sidst ingen undvære. Og Militær-Modstanderne lukkede Øjne og Øren. De var glade for de Penge, der faktisk sparedes. Penge var Penge, og spart var spart. Det skar dem maaske nok i Hjertet, at det var den stakkels, uskyldige Musik, det gik ud over - det af alt Militærvæsen, man syntes allerbedst om, ja, maaske det eneste, de virkelig kunde ønske at bevare. Men de trøstede sig - ganske paa samme Vis, som de andre, med at Musiken klarede sig nok alligevel - den hverken kunde eller vilde jo nogen undvære, naar det endelig kom til Stykket.

Saaledes gaar det i denne syndige Verden. Ingen vilde Militærmusiken til Livs, men den laa ikke desto mindre alligevel faktisk død som en Sild - forraadt og aflivet fra alle Sider.

Lovgivernes ikke helt englehvide Samvittighed overfor Militærmusiken gav sig da ogsaa et tyde­ligt Udslag i en af de første Linjer af de nævnte Overgangsbestemmelser, der blev indsat i Loven. Det hedder her: "Dog opretholdes Musiken som hidtil indtil 1. April 1911." Det var dog halvandet Aars Respit, før Dødsdommen skulde eksekveres; 'den Tid kan jo meget ske!' trøstede man sig.

Forsvarsminister Klaus Berntsen

Der skete da ogsaa dette, at Forsvarsminister Klavs Berntsen, da Tidens Fylde kom, den 7. Februar 1911 i Folketinget indbragte et Forslag til Lov om Hærens Musikere, der senere blev til den nu gældende Lov af 1. April 1911. Ved den Reduktion, som ifølge Lov om Hærens Ordning af 30. September 1909 faktisk fandt Sted, afskedigedes først de, der ønskede Afsked, samt de, der mindst egnede sig til Tjenesten, og iøvrigt de yngste fremfor de ældre. Afgang efter Reduktionen blev ikke erstattet. Der forelaa paa det givne Tidspunkt faktisk følgende Fordeling: Livgarden 41 Mand, Fodfolket 199, Rytteriet 28, Feltartilleriet 23, medens Kyst- og Fæstningsartilleriet hver kun havde en Mand tilbage. Det er rimeligt nok, han gjorde som Tordenskjold og græd. Ialt 293 Mand til en samlet Udgift af 385,000 Kroner.

Forsvarsminister Berntsens Forslag gik ogsaa ud paa 293 Mand, men til en samlet Udgift af 225,000 Kr., hvilket opnaaedes ved, at kun de 188 var 'i Linjen', medens Resten, 105, var 'faste Musikere af Reserven samt værnepligtige Musikere'. Dette blev altsaa Lov, og det er de faktiske Forhold, hvormed man for Tiden maa regne.

For Fuldstændighedens Skyld skal blot lige nævnes, at der endnu eksisterer en Lov af 23. April 1915 (den saakaldte TrompeterLov), men den gaar kun ud paa nogle mindre Ændringer af Hovedloven af 1911, der i det store og væsentlige er uden Betydning. Den interesserer os kun her, forsaavidt som der ved Behandlingen af denne Lov i begge Ting fra forskellige Sider faldt Udtalelser, der var særdeles gode at faa Forstand af, og som godtgør Rigtigheden af vore tidligere Betragtninger. Ogsaa et Andragende, som var underskrevet af et stort Antal Kunstnere, Forfattere, Videnskabsmænd med flere og gik ud paa at anbefale Militærmusikens Indførelse i tidligere Omfang, blev indgivet i Rigsdagen af J.C. Christensen. Det gav ved den eneste Behandling i Folketinget Anledning til Udtalelser, som her skal sidestilles de øvrige.

Forsvarsminister P. Munch

Selve Forsvarsministeren, der nu var P. Munch, udtalte de gyldne Ord: "Ønsket om megen Militærmusik er vel nogenlunde ligelig udbredt i de forskellige Partier, men" - tilføjede han - "Spørgsmaalet staar i et bestemt Forhold til den Militærordning, som i sin Tid blev gennemført." Han fortsatte: "Med Hensyn til selve Omkostningerne har jeg forhørt mig om, hvor meget en Ordning, parallel med den, der fandtes i sin Tid, vil koste, og faaet den Oplysning, at den vil komme til at koste saadan noget som 160,000 Kr."

Ellinger: "Er det det hele?"

Munch: "Ja, det er det hele, og en nærmere Undersøgelse af, hvordan det kan ordnes, kan til enhver tid ske. En Henvisning i den Form,

som den er foreslaaet her (Andragendet) betyder i Virkeligheden en Opfordring til at fremsætte Lovforslag om Sagen, og det vilde jeg anse for urigtigt at gøre, naar det ikke sker i Forbindelse med andre Ændringer i Militærordningen af 1909."

J.C. Christensen svarede bl. a.: "Jeg tror ikke, at nogen af os har Interesse i at opretholde en Fiktion om, at Ordningen af Mililærmusiken skal være knyttet til oprindelige Tanker om dens Afskaffelse ved Fremsættelsen af Lov­forslagene om Forsvarsordningen. Der er i hele vort Folk en stor Sympati for Bibeholdelsen af denne Musik, og det er min Overbevisning, at vi ikke er bundne til at afskaffe den. Jeg kan heller ikke se, hvorfor vi da ikke skulde ordne Sagen saaledes, at baade Militæret og de civile er tilfredse."

Under Behandlingen af den nævnte 'ÆndringsLov' ('Hornblæser'-Loven) i Folketinget ytrede Forsvarsminister Munch: "Naar det ærede Medlem - Berntsen - mente, at det var en særlig Uvilje mod Militærmusiken hos mine Meningsfæller, som var Aarsagen til, at vi ikke ønskede Spørgsmaalet om en ny almindelig Lovgivning i saa Henseende rejst her, er det ikke rigtigt. Den Maade, hvorpaa militærmusiken i 1909 blev indskrænket, for at man kunde sætte andre Ting i Stedet, gav Anledning til meget omfattende Stridigheder, som det næppe vilde være heldigt at rejse paany."

I Landstinget indrømmede Forsvarsministeren under samme Forslags Debat, "...at der i Almindelighed er megen Sympati for en rigeligere Militærmusik - det tror ogsaa jeg er Tilfældet, og i og for sig er der med Hensyn til Interessen for Musiken paa dette som paa andre Omraader ingen Forskel efter Parti hos de forskellige Mennesker."

Kan man forlange mere? Disse Udtalelser kunde, om Pladsen tillod det, suppleres med mange andre fra de forskelligste Sider, der alle bedyrer deres store Sympati for, ja, Kærlighed til Militærmusiken. Men - hvem springer ud og redder den?

Ikke blot fra Rigsdagen, ogsaa fra selve Befolkningen foreligger der gentagne Tilkendegivelser, ja, rene Demonstrationer i Militær-Musikens Favør, som det skulde synes vanskeligt for rette vedkommende helt at lukke Ørene for. Der er den allerede nævnte store Adresse, eller rettere: Det Andragende, underskrevet af et stort Antal Kunstnere, Forfattere og Videnskabsmænd, der blev indbragt i Folketinget den 1. December 1914 af J.C. Christensen, efter at Forsvarsminister Munch havde nægtet selv at fremme det, med den Motivering, at dette kun kunde ske ved Lovændring, men at Ministeriet ikke saa sig i Stand til at fremsætte Lovforslag herom.

Andragendets Ophavsmand og egentlige Fader var Hr. Kasserer O. Gottschalksen, der er kendt for sin store Interesse og sit ivrige Arbejde for Militærmusikens Genoprejsning. Baade i Skrift og Gerning har han varmt agiteret for Sagen og helmer sikkert ikke, før den er tilfredsstillende gennemført. Andragendet udtalte, at Militærmusiken ved den foretagne Reduktion havde tabt overordentlig meget i Glans og Kraft, idet Musikkorpsene ved Indskrænkningen af Stemmernes Antal er afskaarne fra et meget stort Repertoire, som fordrer en Besættelse, der for Fodfolkets Vedkommende i det mindste bør sættes til 20 faste Musikere for hvert Regimentsmusikkorps.

Indskrænkningen har endvidere betydeligt forøget Musikdirigenternes Arbejde ved idelige Omskrivninger af Repertoiret for den faatallige Besætning, og den har vist sig i høj Grad anstrengende for Musikerne, som, da Stemmerne ikke som før er fordoblede, ikke, selv under strenge Marcher, tør tage sig noget Øjebliks Hvile.

Militær-Musiken har altid haft stor Betydning som Bindeled mellem Hæren og den civile Befolkning, og overfor besøgende fra andre Lande afgiver den bl, a. ogsaa Vidnesbyrd om vort Kulturstandpunkt - et Vidnesbyrd, som for Tiden falder overordentlig fattigt ud.

Som allerede nævnt var Andragendet under­skrevet af en stor Mængde vægtige Navne. Ja, saa mange og forskelligartede var de, at det gav 'Nationaltidende' for 9. December 1914 Anledning til en hel lyrisk Udgydelse, som vi ikke kan nægte os den Fornøjelse at citere:

"Musik! Musik! Hvis Elskov næres af Musik, saa spil! Bliv ved til Overmaal, indtil min Lyst hensygner overmæt og dør. Ja, Hertugen hos Shakespeare har Ret, og der er vist aldrig set en Adresse, hvor Folk, som ellers er uenige om alt mellem Himmel og Jord, smelter sammen i saa skøn Harmoni som i den Adresse om Militærmusiken, der nu er indbragt til Regering og Rigsdag. At læse Navnene under denne Henvendelse er som at gaa gennem Strøget med Vagtparaden. Alle følger med, alle gaar i Takt, alle har det samme Smil om Læberne. Musik til Soldaterne, der af den styrkes under Marchen og opmuntres i Hviletiden, Musik til os alle, knaldende Hornmusik, der gjalder mellem Murene og over Torvene. Ak, hvor er det godt for en Gangs Skyld at se Folk af alle Anskuelser blive enige om at forlange mere Opmuntring, mere Musik i det danske Hverdagsliv!"

Saaledes lød den skønne Lyrik. Den nøgterne Prosa gik paa en anden Melodi, nemlig den, at Andragendet blev forkastet i Folketinget med 44 Stemmer mod 41. A.C. Meyer svarede: "Stemmer ikke!" og 26 var fraværende, deriblandt saa sikker en Støtte som selve Klaus Berntsen. Et andet Andragende til Regering og Rigsdag i ganske samme Retning, underskrevet af en hel Række Soldaterforeningers Repræsentanter, var ligesom hint, et Slag i Luften.

Som Militærmusiken for Øjeblikket eksisterer, endda af ren og skær Naade, er den hverken Fugl eller Fisk. Ved Fodfolket har hvert Regiment 9 Mand fast, 3 Musikere af Reserven. Men disse er kun forpligtet til at gøre Tjeneste i Garnisonsbyen, altsaa ikke paa Marchture, da disse jo saa godt som altid gaar udenfor Byens Grænser.

Men - som Landstingsmand Lange sagde (han har i sin Tid selv gjort Tjeneste ved Brigademusiken i Lejren i to Aar): "Med et Musikkorps paa 9 Mand er det ikke muligt at præstere ordentlig Musik paa Marcheture. Der maa flere Musikere til.”

Nu er der ganske vist ogsaa flere Musikere til Raadighed... paa Papiret, men i Virkeligheden gør disse nemlig saa godt som ingen Gavn, ja, snarere Skade. Det er nemlig de værnepligtige Musikere, som Loven af 1911 i høj Grad tog sin Tilflugt til, idet den tildelte Fodfolket dem i intet ringere end et Antal af 75 i det hele.

"Men" som Ellinger rigtigt bemærkede i Folketinget 18-3-15: "De Forhaabninger, man nærede om, at man skulde styrke Musiken ved Hjælp af værnepligtige menige, maa siges at være bristede, og det er ikke saa underligt. En Ting er det nemlig, at værnepligtige ikke er ukendt med at blæse et eller andet Instrument, men noget andet er at anvende dette Instrument i et Ensemble, hvor det ikke er nok at kunne blæse et enkelt Nummer, men hvor et større Repertoire maa indøves. For de værnepligtige Musikeres Vedkommende er største Delen af den Tid, de har været inde, anvendt til at oplære dem i Musik, og ligesom de saa er bleven nogenlunde i Stand til at gøre Fyldest i et Musikkorps, træder de atter tilbage i de civiles Rækker og kan dermed maaske udnytte den Kundskab og den Undervisning, de har faaet i Militærtjenesten, medens selve Militærmusiken ikke har faaet nævneværdig Gavn deraf."

Som Regel plejer det ikke at være slet saa galt, som Præsten præker, men paa det nævnte Punkt overgaar Virkeligheden endog Hr. Ellingers ellers saa træffende Fremstilling. For det er simpelt hen ganske umuligt, ja utænkeligt, hvert Aar blandt de indkaldte Infanterister at kunne stampe 75 Væsner op af Jorden, der har Forstand paa, endsige kan haandtere et Blæseinstrument. Kan hvert Regiment faa 1 á 2 Mand, der er nogenlunde brugbare, er det meget store Sager. Men syv? Utænkeligt! Umuligt!

Nej, selv om man kun stiller den beskedne Fordring til Musiken, at den skal være nogenlunde brugbar og velklingende - om strenge, tonekunstneriske Krav er her end ikke Tale - saa er dens Stilling indenfor Hæren for Øjeblikket baade ynkelig og uværdig. Selv de bedste og flinkeste Musikere kan med deres bedste Vilje ikke under de nuværende Forhold præstere noget blot anstændigt Ensemble. Det er talende og karakteristisk nok, at nu er et Regiments Musik akkurat ligesaa stor - eller rettere sagt: saa lille - som tidligere en Bataillons Musik var det. Ja, det er for Tiden endog saa ravruskende galt, at der findes Garnisonsbyer, som ikke har Spor af Militærmusik til deres Disposition - for Resten direkte imod Lovens Paabydende. For at hjælpe sig har man saa smaat begyndt at laane i en Naboby - pr. Jernbane. Ja, Infanteri har endogsaa maattet laane Artilleri-Musikere. En nydelig Ordning!

Nej, vi skal og maa nødvendigvis tilbage til Militærmusiken i dens tidligere Skikkelse. Det vil kunne gøres for en forholdsvis ringe Sum af ca. 500,000 Kr. ialt, altsaa ikke mere end ca. 85,000 Kr. mere end den kostede i den gode, gamle, lykkelige Tid. "Den Gang, vi havde Daler!" Musikkorpsernes Størrelse bør vist overlades til en Kommission, bestaaende af det nuværende 'Musiktilsyn' og nogle af Hærens Musikdirektører, - i Lighed med, hvad der har fundet Sted i Sverige om samme Emne. Det vil antagelig byde de bedste Garantier for en baade musikalsk og praktisk Ordning. Men - først og sidst maa Spørgsmaalet om Militærmusiken ud af Parti-Politiken. Ellers kommer vi ikke af Stedet.

Det bør komme dertil, at enhver Borger, der benytter sin Valgret, lægger sin Repræsentant i Folke- som i Landsting paa Sinde, at han vil have Militærmusiken indsat i sine gamle Rettigheder igen. Lad Rigsdagsmændene møde med et bestemt Mandat fra Vælgerne paa dette bestemte Spørgsmaal, saa skal det nok lykkes at faa Prinsessen løst ud af det fortryllede Slot i Fredericiagade og føre hende i Triumf gennem Københavns og andre Garnisoners Gader med flyvende Faner og klingende Spil.

Og alle Mennesker vil glade og fornøjede følge med den store, brusende Vagtparade, der sætter Liv i Kludene, faar Hjertet tit at banke og tænder Blus paa Kind hos gamle og unge, store og smaa. For vi vil ikke i disse graa og tunge Tider undvære eller miste det mindste Gran af Kulør og Humør. Og intet faar Farver og Tilfredshed til at blomstre frem scm Tonerne, Musiken, vor Musik, alle Mands Musik, Militærmusiken. Det bliver en herlig Dag, naar vi alle kan juble og synge: "Der har vi den igen, den gamle Vagtparade!"

Charles Kjerulf

Pjecens redaktør og hovedskribent - journalist og musikritiker, musiker og komponist - Charles Kjerulf (1858-1919)

Udtalelser til Pjecen.

Til alle Tider og i alle Lande har Musiken været anvendt til Opmuntring for Soldaten, og i de moderne Stater har den i de senere Aar faaet større og større Betydning som et folkeopdragende Middel.

Skønt Militærmusiken ikke direkte henhører under Kunstmusiken, saa er Musik i sig selv en Kunstart, som i lige saa høj Grad burde støttes af Staten som Maler- og Billedhuggerkunsten, der gennem Kunstakademiet nyder Statens særlige Bevaagenhed, medens Musiken ofte er blevet tilsidesat og negligeret. De store Lande ofrer overordentlig meget paa deres Militærmusik. Et tysk eller østrigsk Regimentsmusikkorps er saaledes paa 40-60 Mand, Municipalgarden i Paris 70 Mand og Royal Artilleri i England 105 Mand, hvilket er det største Militærorkester i Verden.

At Danmark ikke kan have saa store Musikkorps, er en Selvfølge, men paa den anden Side fordres der et vist Antal af forskellige Instrumenter for at opnaa en kraftig og velklingende Musik, og man kan ikke gøre Regning paa de Værnepligtige, der frivillig melder sig - saaledes som Hærloven nu forudsætter - da de ofte gør mere Skade end Gavn. Dertil kommer, at et Musikprogram med virkelig god Musik ikke lader sig udføre med et Antal af 9 Mand, og som Følge heraf er Dirigenten ofte nødsaget til at holde sig til den letteste Musik. Der er ingen Tvivl om, at der findes stor Interesse i Befolknin­gen for Militærmusiken, og det var ønskeligt, om vi maatte komme tilbage til den tidligere Besætning af 20 - om muligt 25 Mand for hvert Infanteriregiment og Artilleri og Rytteri i Forhold hertil.

Skulde det lykkes at opnaa en bedre Forstaaelse af Militærmusikens Betydning, og derved give Stødet til en fuldstændig Omforandring af denne, da vilde det være rigtigst at nedsætte en Kommission, bestaaende af virkelig sagkyndige Medlemmer. Hertil burde vælges nogle af Hærens dygtig­ste Dirigenter, suppleret med enkelte udenforstaaende, men paa dette specielle Omraade særlig kyndige Personer. Militærmusik er nemlig noget ganske specielt, som mange, - selv fremragende Komponister og Musikere, - slet ikke har noget Kendskab til.

Som Forholdene nu er, kommer man uvilkaarligt til at tænke paa Digterens Ord: "Danmark er et lille, fattigt Land" -, men saa fattigt, at vi ikke har Raad til at ofre de nødvendige Midler til noget, der bringer Liv og Glæde over store Dele af Landet - nej! saa fattigt er det sikkert ikke.

Ulrich Andersen.

Spørgsmaalet 'Militærmusik eller ikke' er skrumpet meget stærkt ind i de sidste Aar, ja, eksisterer egentlig ikke mere. Tiden, der er gaaet, siden den danske Militærmusik i 1911 reduceredes, har paa to iøjnefaldende Maader klaret Begreberne ikke saa lidt.

1. Den har vist en dybtgaaende Sænkning af de danske Militærmusikkorpsers Kvalitet.

2. Den har gennem den europæiske Krig vist, at Militærmusik ikke er den Luksus eller Unødvendighedsartikel indenfor hele det militære Apparat, som man vistnok baade herhjemme og i adskillige andre Lande har været tilbøjelig til at mene.

En i vort Naboland Sverige nedsat Kommission af Sagkyndige i det omhandlede Spørgsmaal har for nylig afgivet sin Betænkning, hvori det med Hensyn til Militærmusikens Betydning og Nytte ifl. den nuværende Krigs Erfaring hedder:

"Som en Modvægt mod den nerveslidende Indvirkning, den moderne Krig udøver paa Tropperne, er Harmonimusiken af den aller største Betydning. Det Mandskab, som i flere Døgn i Træk har maattet udholde det Legemets og Sjælens Kræfter haardt prøvede Liv i Skyttegravene, maa efter Afløsningen nødvendigvis erholde nogen aandelig Vederkvægelse i en eller anden Form. Erfaringen fra den nuværende Krig har lagt for Dagen, at næppe noget Middel hertil egner sig bedre end Harmonimusiken. Den ejer Magt til at bringe Ligevægt i Sindet, mildne Indtrykket af udstaaede fysiske og psykiske Lidelser og Anstrengelser samt til at tilbagegive Sjælen sin Spændstighed."

Wilh. Fischer (Form. for Kbhvns. Orkester).

I et og alt kan jeg slutte mig til Hr. Charles Kjerulfs Udtalelser i hans Pjece. Den ved de seneste Rigsdags-Bestemmelser trufne 'Ordning' af vor Militærmusik er dilettantisk og irrationel, og som Tilstanden er nu, er den uanstændig for Danmark som Kulturland.

Angul Hammerich

Rigsdagsmand A.C. Meyer

Da Militærmusiken faktisk er den eneste Musik, som har staaet i direkte Tilslutning til det offentlige Liv, har jeg vedkendt mig min Sympati for dens Bevarelse. En Begrænsning af Militærudgifterne i Forhold til de sidste Forsvarslove af 1909 burde ikke være gaaet ud over Militærmusiken. Og selv i Tilfælde af Afrustning, det Maal, som mere end nogen Sinde vil blive fremholdt af Socialdemokraterne efter Krigen, vil det være nødvendigt, at den nationale Politivagt, Borgergarden - man kalde det, hvad man vil - har et ordentligt, vel uddannet Musikkorps.

I en nys udkommen Pjece, forfattet af den svenske Socialdemokrat, Borgmester Lindhagen ('Indtryk fra Tyskland') læser jeg følgende Linier: "Jeg for min Del skulde være villig til at afskaffe det hele Militærvæsen og deraf blot beholde Militærmusiken."

Der er intet, som hindrer mig i ganske at slutte mig til dette Standpunkt. Men da Militærvæsenets Afskaffelse endnu ikke foreligger til endelig Udredning og Afgørelse, anser jeg det for rimeligt, om man supplerede de militære Musikkorps og gjorde dem til, hvad de bør være. Og om dette maa ske under Hensyn til, at de militære Udgifter ikke vokser, kunde man vel paa andre militære Konti spare, hvad Militærmusikens Forøgelse koster.

Om militær Musik eller ikke, om Folk i militær eller mere borgerlig Udrustning - dette er for mig ikke det afgørende. Jeg ønsker blot 'Musik gennem Gaden', Musik paa Torv eller Plads, Musikens Feststemning over det offentlige Liv. Ikke blot for København, men for hver Provinsby, ja, til syvende og sidst for hver Landsby. Det er 'Fremtidsmusik', lad gaa, men det er et smukt og overmaade nyttigt Formaal.

Tag Musikens og Sangens Toner bort fra et Folk, og det vil friste en krank aandelig Tilværelse.

A.C. Meyer.

Det var en god Idé af 'Ungdomsforening for dansk Militærmusik' at udgive en saadan Pjece om Militærmusiken, og jeg finder, at Ch. Kjerulfs Afhandling er paa engang saa varm, harmfyldt og dog festlig haabefuld, at den virkelig bliver et sandt og levende Udtryk for de Følelser, der rører sig i Folket angaaende denne Sag.

Det er dog et besynderligt Forhold, at alle Partier i Rigsdagen er fuldkommen enige om Militærmusikens almene Betydning, uden at der kan naas noget Resultat. Vi har alligevel til Trods herfor Grund til at haabe det bedste eller maaske netop derfor. Principielle Spørgsmaal kan aldrig holde en naturlig Sag nede. Jeg tror paa, at det nok skal blive bedre, og det gør jeg ud fra den Betragtning, at som det er for Øjeblikket, kan vi ikke være det bekendt. Det er virkelig en Skandale.

De 9 Mands Orkestre kan - selv om de er sammensat af vore dygtigste Folk - aldrig faa virkelig Klang. Det er Fattigdommens Kor, Elendighedens Hymne, Forkommenhedens og Fortrykthedens Apotheose. De kan kun fortælle om Nød og Savn, Sult og Kulde, Vand og Brød og mørk Arrest, istedetfor at varme og oplive Soldaterne og Befolkningen.

Hvor er det trist, at vore dygtigste Militærmusikere hver eneste Dag maa føle deres Gerning som mindre end en Halvhed, idet de aldrig, paa Grund af det ringe Tal, kan opnaa blot en nogenlunde Virkning. Hvergang jeg ser og hører disse smaa Orkestre, skærer det mig i Hjertet for de Folk, der maa udføre en Gerning som der ingen Glæde er ved, og som ikke kan være til Glæde for andre end de Børn, der spiller Boldt eller driver Top ind imellem de tynde Rækker af undselige, men pligttro Musikere.

Carl Nielsen.

I Haab om, at forenede Kræfter maa bringe Spørgsmaalet om en Forøgelse af Militærmusikkorpsene til den af alle gamle Soldater ønskede Løsning, nemlig et virkeligt brugbart Musikkorps for hver Afdeling, tiltræder vi med største Glæde og med store Forventninger denne Pjece.

Paa samtlige danske Soldaterforeningers Vegne

A. Brockenhuus-Schack, Formand for Musikudvalget.